I julen var jeg en tur i Rom, og nød der synet af den skønne guldglinsende apsismosaik i Roms ældste Mariakirke, S. Maria in Trastevere. Med denne mosaik fra 1100 tallet blev Maria for første gang afbilledet siddende vedsiden af Kristus på en trone, og dette med imponerende klæder og krone.

Selvom kirken senere er tilført kunst, som er en del af kunsthistorien, så ville jeg ønske at mosaikken stod alene, for det fortjener den.

En oplæser (måske en digter) fanger på dette skønne guldaldermaleri sine tilhørers opmærksomhed, og det er et ønskescenarie for de fleste undervisere ikke mindst i Folkeskolen. Løsningen på uro i klasserne samt et højere undervisningsniveau kan bl.a. være brug af faglærere som billedkunstnere og musikere.

Citat af Ole Juhl, Centerleder for DCUM (Dansk Center For Undervisningsmiljø) vedr. problemer i Folkeskolen: …”Skolen er for eksempel for ensidigt boglig og for stillesiddende…

Måske er lærernes faglige niveau og pædagogiske uddannelse ikke længere god nok. Måske skal læreruddannelsen være en kandidatuddannelse i to fag med en pædagogisk overbygning? Måske skal vi også have andre faggrupper end lærere ind i skolen?…”

Jeg synes, Ole Juhls betragtninger er yderst fornuftige, og kan kun bakke ham op.

På dette billede står jeg på en bjergtop og kigger ned på skyerne gennem nogle ruiner. Det er et billede med frihedsfølelse, og sådan et sted hvor jeg får lyst til at strække armene ud i total overgivelse til naturen og mig selv. Jeg husker, min fascination som barn af de stenbunker folk havde samlet på fjeldets top, og hvordan jeg engageret fandt en stor sten og placerede på toppen som bevis på, at også jeg havde været der.

I denne akvarel har fantasien taget over, fordi jeg er fascineret af ruiner og det billedlige element med lodret og vandret imod den uklare tågede himmel. Jeg forestiller mig også, at jeg vil kunne møde sådan en ruin, når jeg engang skal udleve min drøm om pilgrimsvandring i Italien med skitseblok og akvarel.

Et helt museeum for akvareller, lyder jo som et must, og det er bestemt også værd at rejse efter. En times tid fra Göteborg kan man se akvareller i et museum der naturligvis spejler sig i vandet i den skønne skærgård.

Museet råder over ca. 1000 værker som er indkøbt siden 2000, og samlingen vokser hvert år med både akvareller og tegninger.

I mellem moderne akvareller glædede det mig, at se et stort pink akrylmaleri af Kvium, men udstillingen med Alice Niels tegninger og akvareller samt portrætfilm var museets store tilløbsstykke og bestemt kunst med nerve.

Under besøget boede jeg i museets gæsteatelier, hvorfra udsigten mod klipper og det skiftende liv og lys på vandet ikke var til at frigøre sig af, skønt og meget inspirerende!

 

 

Det intense morgenlys samt det bløde varme aftenlys er de mest stemningsfulde tidspunkter på dagen, hvilket jeg ofte nyder på stranden i Risskov. At sanse er en vigtig del af mit liv, og det der gir´”grundstoffet” til mine malerier.

Prøv at ændre dine farvebilleder til sort-hvide fotos, da lyset, de grafiske elementer og strukturer vil få en anden betydning i billedet end et foto med en blå himmel og blåt hav, selvom det er nok så malerisk.

Det er prisværdigt, når kunstnere arbejder med alvorlige emner som overforbrug og affaldsproblemer, hvilket der er flere som gør på Sculptures by the sea i Aarhus. Jeg kan bestemt anbefale en tur langs stranden fra Marselis lystbådehavn, og der vil vente dig humoristiske, seriøse og æstetiske kunstoplevelser.

Sommerskolen med tegning og maleri ude i naturen og hjemme i det hyggelige atelier er en sjov og kreativ start på din sommerferie. 

Hvis du er mellem 10 og 13 år, så kom og vær med på sommerskolen, så du kan blive endnu bedre til at tegne og male, det du ser eller få ideer til, hvordan du kan bruge din kreativitet.

Du behøver ikke at være god til at tegne eller male for at gå på malekurset, for du kommer jo for at ha´det sjovt og at lære noget nyt, samt for at være sammen med vennerne.

Hurtig tilmelding anbefales, da der kun er 8 pladser på malekurset. Se nærmere info under “kurser” her på sitet.

 

At være i Venedig til Biennalen er en skøn oplevelse og meget inspirerende for mig. Udstillingens centrum er i to store stemningsfulde lukkede områder, men også i resten af byen kan man se tankevækkende kunst fra hele verden. Lige som man tror, at man kan trække sig tilbage fra Biennalens ofte meget alvorlige emner og for en stund beundre udsmykninger af f.eks Tintoretto, så dukker der flere imponerende Biennale værker op på vejen. Fantastisk!

Krydderurter og Forglemmigej har fået plads på hylden i drivhuset, og er blevet til et helt lille stilleben. Her kan jeg kick starte sommerens glæder og nyde varmen, dufte, de forskellige materialer og overflader samt den rolige farveholdning –  så det er bare at få malet en akvarel.

Jeg må igen konstatere at det var godt, at jeg kom ud af atelieret i dag, for naturen har en vigtig indflydelse på mine sanser, hvorfor det kan undre, at jeg er havnet ved min pc igen.

At sidde på en træstub og kigge på anemonerne der strækker sig imod solen og skyggernes liv på skovbunden, imens fuglenes sang fylder mine ører, det styrker min evne til være i nuet, at få idéer og at male. Motiverne bliver dog ikke den grønne skovbund eller bøgetræerne, men noget så selvcentreret som de følelser årstiden giver mig, hvad end de er i næste nu.

Citat af Albert Camus: ” Jeg ser træerne og føler deres ru bark, jeg ser vandet og føler dets friskhed. Græssets duft og stjernerne, natten, aftenerne, hvor hjertet udvider sig – hvordan skulle jeg kunne fornægte denne verden, hvis magt og styrke jeg har erfaret? Og dog kan al verdens kundskab ikke skænke mig sikkerhed for, at denne verden tilhører mig. Man beskriver den for mig og lærer mig at klassificere den. Man opregner dens love for mig, og i min kundskabstørst accepterer jeg deres gyldighed. Man afdækker dens mekanisme for mig, og mit håb vokser. Til sidst lærer man mig, at dette vidunderlige og mangfoldige univers kan føres tilbage til atomet, og at atomet igen består af elektroner”….” Så fortæller man mig om et usynligt planetsystem, hvor elektroner roterer rundt om en kerne. Man forklarer mig verden ved hjælp at et billede, og jeg indser, at man har taget tilflugt til poesien. Jeg skal aldrig vinde sand indsigt.”

Dette foto minder mig om, hvordan det er at gå i skyggen på de skæve og slidte sten, for derefter at vende sig om og se den tilbagelagte bakke, og vide at der snart venter en åben plads med forårssol og et nyt malerisk motiv.